Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Hmmm... Lad mig starte ved begyndelsen.
Det var i året 1900, jeg var godt og vel 13 år, da det hele skete, jeg gik i 7. klasse, og syntes selv at jeg var meget dygtig til de fleste fag, men så kom vi til matematik, selve faget var meget sjovt, men det var lærern, Hr. Olsen, der gjorde hele faget dårligt.
Selve grunden til at jeg ikke kunne lide ham, var hans dårlige ånde og hans måde han vinkede en op til tavlen på, uha nej, jeg får det stadig dårligt af at tænke på det.
Det værste ved ham var nok, at hver gang man svarede lidt forkert på en regnestykke, så gav han os en med jern-røret, og jeg kan godt fortælle jer, at det gør nas.
Han var jo meget flink,når vi var ude fra klasseværelset, men ikke inde i det, nej, det var som om at djævlen inde i ham kom frem, når han kom ind i klassen og så os "små" børn sidde på vores pladser.
Han havde så valgt at vi skulle overnatte i klassen, så vi også kunne få lidt hygge og sjov blandet ind i skolen, men ingen af os havde rigtig lyst til at sove i VORES klasse, så heller i den anden 7. klasse, bare ikke i vores, fordi som jeg næsten lige har sagt så blev Hr. Olsne jo næsten fanden selv, når han kom ind i klassen, men han havde allerede bestemt det, og når Hr. Olsen har bestemt noget, så skal man helst ikke sige ham imod.
Det blev så sådan at vi sov inde i klassen, som vi havde fået af vide af ham, og oven i det hele valgte han at give bundkarakter til dem der ikke mødte op, men han sagde det ikke til os før til overnatningen.
Det var nu meget hyggeligt, og for en gang skyld var Hr. Olsen ikke lige så sur og led som han plejede at være, nej, han var næsten helt rar, men jeg kom hele tiden til at tænke på alle de gange hvor han har tævet mig med det jerne-rør, og så også dengang hvor vi var små, og han tog alt det legetøj vi havde med og lage det ned i hans lille skuffe ved kateteret, han havde taget min legetøjspistol i 2. klasse og lagt den der ned, og jeg har aldrig fået den igen siden, så det var jeg meget opslugt over, nu hvor at jeg skulle sove sammen med mine homies ved kateteret.
Da de andre var faldet i søvn, der tror jeg klokken var ved at være 03.00, valgte mine homies og jeg, at vi skulle prøve at få det hele tilbage, men hvordan???? der var jo sikkert helt vildt meget der nede, så hvordan skulle vi kunne få fat i det vi gerne ville have???? Det måtte vente til senere, nu handlede det bare om at komme hen til skuffen uden nogle hørte os eller vågnede.
Vi klarede den, og stak hånden ned i skuffen, men der var et problem, der var ikke nogen bund.... Vi kunne bare tage hånden længere og længere ned, det var næsten helt uhyggeligt, men det mest uhyggelige var, da der kom en hånd op og træk os alle sammen ned. Vi var alle lammet og kunne dermed ikke skrige eller sige en lyd, da vi styrtede ned i den overdrevede store skuffe.
Endelig ramte vi bunden, men det gjorde sjovt nok ikke ondt da vi varmte, måske var det fordi vi landte på de mest bløde bamser og stof dukker jeg nogen sinde havde rørt ved, tja det kalder man sku held, eller også var gud bare med os den da, eller desværre ikke min ene homie, Sten, han ramte trakisk nok ned i den samling knive og nåle, som bøllen Jens altid havde med i de små klasser, så derfor overlevede han ikke faldet.
Vi andre valgte at se bort fra det, og bare gå videre, endelig så jeg min lille pistol ligge blandt en masse bamser og pige-snask, men noget var forkert, det var som om nogle holdte øje med os, og det var ikke en rar person.
Med et høre jeg et skrig bag mig, og så var Ian væk, sammen med Sofus, mine to bedste homies, så var der kun Eric og mig tilbage i denne klamme " skuffe" eller hva man nu skal kalde det, jeg tror sq jeg var ved at tisse i bukserne af skræk for at jeg var den næste der forsvandt, men ned det var jeg da ikke, fordi med et var Eric også væk, på samme måde som de to andre drenge.
Nu var jeg helt alene, rummet blev mindre og mindre jo mere man gik ind, og også mere mørkt og klam, næsten helt fugtigt, og ved min store forskrækkelse så jeg Hr. Olsen, stående med hlod på arme, ben og omkring munden, oven i det hele stod han med en økse i den ene hånd og Eric's hoved i den anden hånd, jeg var lammet, men valgte at løbe for livet løs og finde en vej op.
Jeg fandt en vej og løb, løb som der var en psykopat efter mig, hvilket der jo også var men.... Rent ud sagt jeg løb, jeg løb hele vejen hjem og lagde mig ind til min mor og far.
Efter den dag har jeg ikke været særlig eget i skole, og de gange jeg har været der, har Hr. Olsen kigget på mig med de mest ondskabsfulde øjne, mere en han plejer, hans forklaring med mine homies var at de havde været ude for et trakisk uheld, men ingen ved hvorfor.... eller det gør jeg, men har aldrig turet at sige det til nogel......